2019
Oplæg 2 med Pernille Thyrring
Som nævnt i et tidligere indlæg har jeg prøvet behandling både i psykiatrien og i privat (selvbetalt) regi – og den private behandlingsform var klart at foretrække.
Ingen behandlingsforløb er ens, ligesom ingen spiseforstyrrede er ens. Det her er min personlige oplevelse med det offentlige behandlingssystem.
Sammenlagt har jeg været i behandling i 3 år. Halvdelen af tiden var hos Center for Spiseforstyrrelser. Dér har jeg været igennem diætist-vejledning, psykologsamtaler, gruppeterapi og kropsterapi.
Når jeg tænker tilbage, så var det gruppeterapien, der gjorde mest for mig. Og jeg tror, det er fordi, vi var en flok piger, der var i præcis samme situation og kunne identificere sig med hinanden. Det var ligesom nemmere at dele ud af sig selv, når dem der sad over for én kunne nikke genkendende til alle ens tanker og følelser, og også viste noget tillid den anden vej.
Konsultationerne hos min diætist var til gengæld meget “hurtigt ind, hurtigt ud”. Der var ikke meget tid til at snakke. Ikke at man rigtigt havde lyst til at dele sine følelser, for fokus var mest af alt på tallet på vægten – havde man nu taget det halve til hele kilo på siden sidste uge? Det var som at gå til eksamen hver eneste uge. Og dumpe.
Sådan var det faktisk gennem hele forløbet. Vægten gik op og ned i ét væk med en lille stigning over tid. Men jeg følte mig SÅ ensom i processen, og den mentale del fulgte ikke rigtigt med. Her bagefter kan jeg se, at det var pga. den manglende tryghed og tillid til behandlerne.
Pludselig en dag fik jeg så at vide, at jeg skulle afsluttes om 2 måneder. Ud af det blå. De kunne ikke gøre mere for mig, sagde de. Jeg var hverken normalvægtig, vægtstabil eller fri for mine spiseforstyrrede tanker. Jeg følte det som et kæmpe svigt, og selvom jeg tiggede og bad om at blive, var der ikke noget at gøre.
De sidste to måneder var desuden virkelig ringe i forhold til den hjælp, jeg fik. Mange konsultationer blev aflyst pga. ferie og sygdom. Og når jeg bad om at få en ekstra psykolog-samtale var reaktionen: “Hvad er det da, du vil snakke om?”.
Jeg følte, jeg allerede var ude – jeg blev ikke længere hørt og set. Det var frustrerende!
Som jeg ser det, er det største problem i det offentlige behandlingssystem, at der ikke er nogen form for udslusningsforløb. Man bliver bare “fedet op” og sendt ud. Jeg ønskede personligt rigtig meget, at jeg havde kunnet komme til en opfølgende samtale eller vejning efter min afslutning. Bare en gang om måneden i en kort periode, så jeg ikke stod helt på egne ben med resten af kampen. Men det var ikke en mulighed. Og det et lige præcis her, at mange bliver tabt og ender med tilbagefald.
Og det er så unødvendigt.