Oplæg1 fra Pernille Thyrring

At komme ud af en spiseforstyrrelse er din egen kamp. Der er ikke andre, der kan spise for dig eller tage de skridt, der skal tages. Men man kan heller ikke gøre det alene – man har brug for råd og vejledning. Og tryghed.

Mest almindeligt er det nok at blive henvist til behandling i psykiatrien. Her får man en pakkeløsning med psykolog, diætist og lignende på samme sted. Folk, der er specialiserede på området. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at disse behandlere har deres faglige viden i orden. Desværre er der bare ikke meget nærvær at finde.

Man hører ofte, at folk kan føle sig som “et nummer i rækken” i forbindelse med behandling i det offentlige. Sådan er det også, når det kommer til behandling af spiseforstyrrelse. Personalet har så mange patienter igennem hver dag, at de bare ikke kan involvere sig i den enkelte. Og det er helt vildt ærgerligt, hvor det er faktisk det, man som patient har rigtig meget brug for.

Jeg har selv prøvet at være i behandling for spiseforstyrrelse i både det offentlige system og i privat regi (diætist og til dels psykolog). Jeg føler helt klart, at den private (selvbetalte) behandling er den, der har hjulpet mig mest.

Hos min private diætist fik jeg i langt højere grad en behandler, der engagerede sig og involverede sig i mig. Der blev taget tid til mig. Og jeg følte mig vigtig – hvilket jeg slet ikke gjorde i psykiatrien. Her var formålet, at jeg skulle vægtøge et halvt til et helt kilo om ugen, og det var ligesom dér fokus var.

Man får stukket en kostplan i hånden med meget mere mad, end man både fysisk og psykisk kan rumme. Og så forventes det ellers, at man følger den. Det er som at gå til eksamen hver eneste uge, hvor man ved, at man vil dumpe.

Forløbet er i det hele taget meget fastlåst: Man bliver “fedet op” og derefter sendt tilbage til sin egen hverdag. Uden nogen form for udslusningsforløb, og uanset om de spiseforstyrrede tanker er forsvundet eller ej.

Folk bliver simpelthen afsluttet alt for tidligt. At komme ud af en spiseforstyrrelse er en langsommelig proces – det handler jo ikke kun om at tage på i vægt. Det er faktisk den “nemme” del. Men at skulle acceptere sin “nye krop” samt en tilværelse uden en kontrol- og tryghedsgivende spiseforstyrrelse er en helt anden snak. Og lige præcis på dét punkt, får man ikke nok tid i behandlingen – hvilket i sidste ende giver meget større risiko for, at patienten får tilbagefald og må starte forfra.

Har man ikke nogen, der griber en efter afslutning af behandling, kan man fortsætte i en syg spiral i virkelig lang tid.