Trines historie

Trines historie

Hej alle sammen. Jeg vil dele denne dejlige historie med jer.

Trine ringede til mig en dag, vi kendte ikke hinanden, men hun fortalte mig, at hun gerne ville ændre sin kost og træning, og manglede en, der kunne hjælpe hende. Vi aftalte at mødes og få en snak. Jeg glemmer aldrig første gang jeg så Trine, hun så bestemt ikke ud, som om hun havde lyst til at være der, men vi satte os ned og snakkede, og prøvede at afstemme hendes forventninger, og det jeg kunne tilbyde hende.

Kemien skal være tilstede, når man vælger sin træner, og jeg er altid ærlig, og siger, hvis jeg mener, jeg ikke er den person, man søger. I Trines tilfælde var jeg bare helt sikker i min sag. Jeg kunne godt hjælpe hende, og det har så også vist sig at være tilfældet ;o)

Jeg lavede en slagplan med kost og træning, og vi mødtes for at gennemføre første træning, og man kunne mærke på Trine, at hun ikke troede på det, men med lidt humor og godt humør kom vi igennem første træning. Trine kom også i gang med kosten, og det viste sig hurtigt, at hendes dejlige børn var ved hendes side. Alle de hjemmeopgaver, som hun fik, dem hjalp hendes børn med, og hurtigt fik hun faktisk ikke lov til at sætte sig og få mad, før hjemmeopgaverne fra ”Charlotte” var udført. Trine begynde desuden at løbe og i træningscentret viste det sig faktisk hurtigt, at hun var supersej, og hun begynde at tabe sig og fik blod på tanden.

Jeg var så stolt, da hun fortalte, at hun skulle med til Nordic Race. Den Trine jeg mødte første gang, hun eksisterede ikke mere, nu var Trine fuld af gå-på-mod, og tager nye udfordringer op hele tiden.
Jeg ved, at jeg har presset hende til max grænsen og måske lidt over en gang imellem, og de øjne hun sender mig fra tid til anden, siger bare alt, ”hun elsker det”.

Som jeg skriver dette lige nu, deltager hun i kvindeløbet på tiøren i København, 10 km. Jeg er så stolt. Fire måneder efter vi mødtes første gang, har hun tabt 20 kg. og 50 cm. over hele kroppen.
Trine, jeg er så stolt af dig, og du er inspiration for mange. Jeg er glad for, du valgte mig til at gennemgå denne vigtige rejse med dig og din familie, og ser frem til de næste seks måneder i dit skønne selskab. Respekt her fra.

Trine fortæller

Jeg hedder Trine, og er 37 år gammel, gift og har fire børn i alderen 18, 16, 13 og 8 år.
Jeg tog for fire måneder siden en beslutning om at ændre min livstil, da jeg nåede en vægt på 102,5 kg. Jeg er kun 170 cm. høj.

Jeg var uden energi og overskud til familien, når arbejdsdagen som dagplejer var slut.
Som barn og ung på Sydfyn har jeg altid været meget aktiv med både håndbold og fodbold og trænede 6 dage om ugen. I ´95 mødte jeg min kommende mand, hvilket betød at jeg som 18 årig flyttede til Roskilde. Jeg startede på gymnasiet i ´96, og fandt hurtigt derefter ud af, at vi ventede første barn. Jeg måtte indstille min håndbold/fodbold-karriere for en tid, og pludselig fik kroppen ikke den motion den plejede, og jeg kom aldrig i gang på samme niveau igen.

Jeg tog 23 kg. på i graviditeten. Min mand har altid rejst meget med sit arbejde, så det var svært for mig at genoptage træningen, da vores forældre alle boede på Fyn. Vores to næste børn kom så også hurtigt efter hinanden, samtidig med, at jeg begyndte på pædagogstudiet. Det var svært i hverdagen at finde overskud og ikke mindst tid til at træne med tre små børn og lektier.

I ´06 blev jeg færdig som pædagog og gravid med vores fjerde barn. Jeg fik efter endt barsel job som dagplejer, men efter seks mdr. arbejde vågnede jeg pludselig en morgen op, og var nede i et stort sort hul.
Jeg havde fået en depression, og det var der, og først der, at jeg opdagede, hvor dårligt jeg egentlig havde det med mig selv og min krop. Jeg kom heldigvis hurtigt videre, men vægten havde lige fået et ekstra tak op, og var nu nået over 90 kg. Selvværdet var ikke blevet bedre, men jeg havde lært at håndtere mit stress, så jeg ikke længere var sygemeldt.

I 2011 blev jeg selvstændig dagplejer, og det betød en verden til forskel i forhold til stress på arbejdet, og jeg fik mere overskud, og prøvede at tabe mig flere gange uden held. De første uger gik altid godt, og der skete en lille smule på vægten, men så gik det i stå, og så tabte jeg hurtigt troen på, at jeg nogensinde ville kunne tabe mig, og dermed kom det dårlige selvværd tilbage.

Jeg havde svært ved at se mig selv i spejlet, da jeg jo ikke så mig, men en for mig tyk træt kone/mor, og jeg fik det værre, og endte de fleste dage efter arbejdet på sofaen uden overskud til min mand og mine egne børn. Som selvfølgelig bare forstærkede mit dårlige selvværd og følelsen af, at jeg som mor/kone heller ikke var så fantastisk, som jeg gerne vil være.

Da jeg så i begyndelsen af i år flere gange om ugen vågnede med hjertebanken om natten og ikke fik min nattesøvn, mistede jeg igen overskud til andet end arbejde. Jeg overvejede en fedme operation, men fandt ud af, at det var jeg slet ikke tyk nok til. Jeg tog mig selv i at overveje at spise, til jeg var stor nok. Disse tanker gjorde mig bange især for mine børns skyld. Jeg havde det svært med at snakke med andre om disse tanker, ikke engang min familie vidste jeg havde det så slemt. Jeg fik taget mig mod til og sagt det til min mand, og sammen besluttede vi, at vi i budgettet fandt overskud, så jeg kunne gøre det på en sund og fornuftig måde.

Jeg begyndte at søge på nettet og fandt Charlotte, der som bonus var tilkoblet det lokale træningscenter.
Efter en mail og et møde, gik hun i gang med at lave træningsprogram og kostplan til mig. Jeg var fast besluttet på at give det en chance, men også ret sikker på, at det heller ikke ville gøre en forskel. Men jeg fik min kostplan og kom i gang med træningen, og allerede efter en måned havde jeg tabt syv kg. Samtidig med det gik jeg i gang med løbetræningen, og mit mål var at kunne løbe fem km. i september. Det gav mig fornyet håb om, at det virkelig kunne lade sig gøre. Jeg fik blod på tanden og gav den gas til træning og ved løbeturene, samt holdt fast i min kostplan, selvom det var vildt svært. Jeg stod jo og lavede alm. mad til resten af familien.

Jeg holdt sommerferie, og har været til festival, hvor jeg ikke har fulgt kostplanen 100 procent, men stadig har holdt fast i løb, og de hjemmeopgaver jeg har fået. Vægten steg i ferien 2-3 kg., som bare gjorde, at jeg efter ferien gav den mere gas i stedet for at give op.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er Charlottes fortjeneste, da hun uanset, hvor skidt jeg syntes træningen er gået, altid er klar med opbakning og ros. Hun er interesseret i mig og min situation, og er altid klar med svar og en snak, når der er behov for det. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået en ven for livet.

Jeg har fået mit overskud tilbage, og er kommet op på at kunne løbe ni km. Der udover deltog jeg her i september i Nordic Race The Beach på Amager Strand. Som et forældrepar i min dagpleje fik mig overtalt til.
Det var en helt fantastisk oplevelse, som rykkede på en masse af mine grænser, og samtidig gav mig et ordentlig pust af selvtilfredshed over at have gennemført. Jeg har helt klart ikke løbet mit sidste OCR løb. Min datter var med, og syntes det så sjovt ud, så nu har vi et mål om, at vi til næste år skal løbe mindst tre løb sammen og oven i det løbe ½ maraton over Lillebælt.

I går den 15. septmeber fire mdr. efter min første vejning og træningstime kom vægten ned på 82,9 kg. 20 kg mindre, jeg græd mig i søvne, af glæde over det endelig ser ud til, at jeg kan komme tilbage, til den jeg egentlig er, en super aktiv pige, som godt nok er 37 i stedet for 17 ;-))
Jeg glæder mig over at have fornøjelsen af Charlotte i seks mdr. mere, inden det aftalte forløb er ovre.